Det er ikke nok at vide, at det virker…

Man skal også vide, hvorfor det virker, og hvilke data, der ligger bag ved. Sådan lyder det fra Daniella Bechmann, der altid har arbejdet med data.

Hun er oprindeligt uddannet kemiingeniør med speciale i kvantekemi, men data har været omdrejningspunktet både på uddannelsen og i arbejdet som forskningsassistent på Konservatorskolen, hos Mærsk Data og hos de rådgivende ingeniører i NIRAS.

”Har du ikke et ordentligt datagrundlag, er det lige meget, hvad du lægger ovenpå. Det er den samme logik, du arbejder med, også når det handler om medlemssystemer. Foreningerne har brug for konsistente data, som de kan bruge til at analysere deres forretning, og de har brug for at få dem vist på en måde, der giver mening for dem selv og for deres medlemmer,” forklarer Daniella.

Hos ComputerCamp arbejder hun som systemudvikler, blandt andet med Business Central, databaseoprydning og -opsætning, webservices og meget mere. Nogle kunder har hun arbejdet med i 15 år, så hun har helt styr på deres forretningslogik og kender alle detaljer i deres opsætning.

Måske kan kundernes ønsker løses på en smartere måde

Daniella kører flere og flere selvstændige projekter, hvor hun står for al kontakt med kunder og leverandører. Hun er god til at forklare og fortælle, uden det bliver for teknisk:

”Det kan jeg godt lide, så kan man være med til at forme løsningen og udvikle noget, der indfrier kundens ønsker – måske på en anden og smartere måde, end de havde forestillet sig. Det kan vi, fordi vi kender hele kodebasen og ved, hvordan elementerne hænger sammen og derfor, hvordan det giver mening at vinkle opgaveløsningen.”

Samarbejdet med kunderne er vigtigt for Daniella, og løsningerne skal være enkle, intuitive og umiddelbart brugbart for kunderne – og det virker bare ikke, hvis det bliver for kompliceret en løsning, understreger hun.

”Det er vigtigt at lytte til, hvad kunderne vil have, men også at give dem modspil. Jeg forstår det, de gerne vil have, men hvis jeg kan se nogle huller i det, de ønsker sig, så forklarer jeg, at vi kan gøre det på en anden måde og stadig løse det samme problem. De skal jo blive glade for det, de får, samtidig med at jeg skal stå inde for det, jeg leverer.”

Daniella kender systemerne – og de bagvedliggende data – til bunds

Til andre tider nyder Daniella at sidde selvstændigt med et problem, identificere det og komme med løsninger til at præsenterer data. Hun holder sig løbende opdateret på udviklingen indenfor Business Central – men det er især den SQL-server, der ligger nedenunder systemet, der fascinerer hende:

”Det er godt at vide, hvad der ligger under, så forstår man, hvordan det overliggende fungerer og kan gennemskue, hvordan man adresserer det. Det er ikke nok for mig at vide, at det virker. Jeg vil bagom systemet og vide, hvorfor det virker – i hvert fald på datadelen.”

Daniella sidder i udviklingsafdelingen, hvor de forskellige udviklere sidder med hvert deres område – de får lov til at dyrke de specialer, de synes er sjovest at arbejde med. Oftest kommer opgaverne ind via konsulenterne, og Daniella skal estimere tidsforbrug og det skjulte arbejde med data og koder, der ligger bag den ønskede funktionalitet. Dagene ligner sjældent hinanden, og hun er glad for afvekslingen.

Udviklingen gennem hendes år hos ComputerCamp har flyttet sig fra on premise til skyen – nu udvikler hun lokalt og lægger løsningerne i skyen, hvor kunderne kan teste dem.

”Vi er gode til at holde os ajour med udviklingen indenfor vores felt for at forbedre og optimere kundernes løsninger,” fortæller hun. Arbejdet hos ComputerCamp er præget af frihed under ansvar og gode kolleger – der er en god og afslappet stemning og plads til at nørde ned i emner, man brænder for, afslutter Daniella.