Der stilles store krav til medlemsorganisationers chefer

22 feb - 2018

Jeg har i nu ti år samarbejdet med mange medlemsorganisationer i Danmark, og en ting er sikkert: Rollen som sekretariatsleder eller direktør i organisationerne er også blevet mere krævende. Og fyringssedlerne sidder løsere, såfremt du ikke leverer varen. De fleste steder gælder det om at sikre et uændret eller stigende antal medlemmer. Eller i det mindste minimere frafaldet. Og det kan være en svær opgave, eftersom medlemmerne har stadigt flere tilbud at vælge imellem.

Cheferne har også ansvar for en effektiv sekretariatsbetjening. Og hvis man kan digitalisere og automatisere nogle processer, er det som regel godt. Og ledelsen skal have styr på økonomien. Chefen skal kort sagt vise, at han/hun formår at præstere på alle fronter.

En anden udfordring er, at organisationsledere vist ikke altid hører den fulde sandhed fra bestyrelsen, som måske har en skjult dagsorden. Den usikkerhed skal lederen også kunne navigere i.

I takt med at foreninger er blevet mere forretningsdrevne, er de ansatte også blevet mindre loyale og mere flygtige. De færreste forventer at blive resten af deres karriere i deres nuværende organisation.

Og da slet ikke it-medarbejdere, for mange it-afdelinger er beskåret kraftigt eller decideret nedlagt. I stedet må ledelsen have tiltro til, at eksterne it-rådgivere og leverandører fortæller dem sandheden. Det fordrer et stærk tillidsforhold.

Selvom egen it-afdeling og eget serverrum er noget, man mange steder har droppet, så buldrer digitaliseringen fortsat derudaf. Løsningerne er blevet mere standardiseret og ligger ude i skyen. Det fungerer faktisk fint.

Dog skal man som chef passe meget på ikke at blive rodet ind i mislykkede it-projekter. Og her er der en reel faldgrube, som jeg har set mange gange:

Når foreninger beslutter at digitalisere, sker det tit, fordi de er utilfredse med deres hjemmeside. Så den bliver ordnet som noget af det første. Men, men, men: Hvis målet er god omfattende online selvbetjening og god kommunikation med medlemmerne, så skal hjemmesiden spille tæt sammen med økonomi- og medlemssystemet.

Derfor skal man ikke starte med kun at lave ny hjemmeside men se projektet som en helhed. Ellers bevæger digitaliseringsprocessen sig nemt ud i krybesporet, og så er det, at næserne og fyringssedlerne begynder at hænge løst.

Omvendt er et vellykket digitaliseringsprojekt et stort plus, hvis du vil fortsætte i dit nuværende lederjob.